Overgang til selveje – Pederstrup Kirke

Af Jørgen Dalager

Kirkerne i Rødding, Løvel og Pederstrup har alle hørt under Sødal Hovedgaard. Da baronen på Sødal dør i 1919 kommer ejendommen ret hurtigt i økonomisk uføre. Pederstrup og Løvel kirker bliver i perioden 1920-22 afhændet til Dommerfuldmægtig Holger Hansen, Odense. Han figurerer herefter som kirketiendeejer. Sagt med andre ord, så kan Holger Hansen altså årligt hæve et vist beløb (i 1929: 690,05 kr.). For disse penge er han forpligtet til at vedligeholde Pederstrup Kirke.
Som det kan ses af de efterfølgende referater, så havde menighedsrådene et hyr med at få udført vedligeholdelsesarbejdet. Det var måske også en noget tvivlsom forretning at være kirketiendeejer, og det er jo ikke uden grund, at Holger Hansen i 1928 betaler 3115,40 kr. for at slippe af med kirken.

Kirkesyn 14. juni 1922 Nye mangler:
1)    Taget repareres grundigt ved indsætning af nye Tagsten og nderstrygning 30,00 kr.
2)    Vindekæret på Kirkens sydvestlige Side fastgøres 5.00 kr. 3) Kakkelovnen istandsættes og efterses 5,00 kr.

Manglerne afhjælpes inden 1. oktober.

Pederstrup Menighedsraad holdt Møde i Pederstrup Forsamlingshus d. 6. December 1922 Kl. 6.
Da Kirketiendeejeren trods Opfordring fra Menighedsraadet endnu ikke har ladet udføre de Reparationer, der var udsatte ved Pederstrup Kirke, vedtog Menighedsrådet at indberette det til Provstiet.

Pederstrup Menighedsraad holdt Møde hos Gaardejer Johannes Mortensen Pederstrup d. 3. april 1923 Kl. 5

Efter Opfordring fra Kirkeejeren vil Menighedsraadet lade de udsatte Reparationer ved Kirken udføre på Kirkeejerens Regning efter at Menighedsraadet forinden har forhandlet nærmere om det med Kirketiendeejeren.
Der forhandledes om Muligheden af, at Kirken gik over til Selveje.

Den 11. Juni 1923 afholdtes det ordinære Syn over Pederstrup Kirke

Ældre Mangler:
Alle uafhjulpne, maa afhjælpes inden 1. September, dog maa Mangel Nr. 1 af 1922 afhjælpes snarest muligt, i hvert fald inden en Maaned.

Nye Mangler:
Herefter følger 6 fyldige punkter, hvorefter det indskærpes om de nye mangler:

Afhjælpes inden 1. Oktober.
Den almindelige Vedligeholdelsesstand er ikke god.
Kirketiendeejeren havde ikke sendt nogen bygningskyndig Mand ligesom han heller ikke har nogen befuldmægtig i Sognet. Der maa uopholdeligt træffes Foranstaltning til, at Lovens Krav i begge Henseender kan ske Fyldest.
Det af Menighedsraadet valgte Udvalg var til Stede og havde intet yderligere at bemærke.
          H. N. Højgaard

Pederstrup Menighedsråd holdt møde i Pederstrup Forsamlingshus den 3. august 1925 Kl. 7.
Alle Medlemmer var mødt med Undtagelse af Gårdejer Peder Kjærsgaard, der var forhindret på Grund af Mund og Klovsyge.
Til Menighedsraadets Erklæring forelaa et Andragende fra Kirkeministeriet om Kirkens Overgang til Selveje.
Menighedsraadet vedtog at kunne give nævnte Andragende sin Tilslutning paa følgende Betingelser: Hele Tiendesummen henlægges til Kirkens Vedligeholdelse og Drift, og udsatte Mangler afhjælpes forinden og Kirketiendeejeren anskaffer en ny Kakkelovn til Kirken. Idet der henvises til Kommissionsforretningen af d. 6. Februar 1924, maa Menighedsraadet fastholde Kravet om, at Kirketiendeejeren foruden Tiendesummen betaler Erstatningssum for den Forringelse, der er sket med Kirken ved den utilstrækkelige Vedligeholdelse i aarene 1922 og 1923, og da Kirketiendeejeren tilmed i de nævnte Aar har haft en direkte Besparelse f.eks. ved ikke at lade Kirken kalke, mener Menighedsraadet, at Erstatningssummen maa sættes til 120 kr.

Pederstrup Menighedsraad holdt Møde hos Gaardejer Thorvald Lyngsø Pederstrup d. 7. December 1926. Kl. 3.
Da Kirketiendeejeren ikke har udført de i de sidste tre Aar udsatte Mangler ved Kirken forhandles der om Menighesraadet skulle indsende Andragende om at Kirken skulle gaa over til Selveje. Menighedsraadet ville ikke være uvillig til at overtage Kirken, naar forinden de udsatte Mangler var afhjulpne. Dog ønsker man forinden endelig Beslutning blev taget, at indbyde Menigheden til et Møde til Drøftelse af Spørgsmaalet.

Pederstrup kirke.

                                            

Pederstrup Menighedsraad holdt Møde i Pederstrup Forsamlingshus d. 13. December 1926 Kl. 4.
I Anledning af Spørgsmaalet om Kirkens Overgang til Selveje var Menigheden sammenkaldt til et Møde, hvor Sagen blev fremlagt.
Menigheden gav Menighedsraadet enstemmig sin Tilslutning til Kirkens Overgang til Selveje. I Henhold hertil vedtog Menighedsraadet at indsende et Andragende om Kirkens Overgang til Selveje.

Aar 1927 den 29. Marts afholdt Pederstrup Sogns Menighedsraad Møde hos Just Allentoft, Pederstrup

Underskrevne Medlemmer var mødte og følgende forhandledes:
  Fra Kirkeministeriet fremlagedes en Skrivelse af 11. feb. 27, hvori Ministeriet meddeler, at det har fremsendt Menighedsraadets Andragende til Kirketiendeejeren Hr. Holger Hansen, Odense og udbedt sig hans Erklæring om, hvorvidt han i Henhold til den den 11. Juni 1925 afholdte Kommissionsforretning ønsker Pederstrup Kirkes Overgang til Selveje. En Genpart af Kirkeministeriets Skrivelse til Kirkeministeriet desangaaende var vedlagt. Til Efterretning.

Kirketiendeejer dommerfuldmægtig Holger Hansen skriver d. 27.maj 1927 til hr. Sognerådsformand Niels P. Thougaard, Havris, Løvel

Undskyld jeg ulejliger Dem angaaende den ulykkelige »Pederstrup« Kirke; jeg troede, det var Slut, men jeg faar aldrig den Sag færdig, og jeg ved at fortvivle over den.

Brev fra dommerfuldmægtig Holger Hansen til Niels Peder Thougaard

 

Jeg var ikke klogere, end at jeg havde afhjulpet alle Manglerne, og at Vejen således var aaben for at den kunde overgaa til Selveje; kun var jeg klar over at der yderligere stilledes forlangende om en ny kakkelovn til ca.700 kr.; men jeg fandt ikke, at det paahvilede mig at foretage denne anskaffelse, da dette forlangende ikke var stillet i den synsforretning, der laa lige forinden Begæringen om overgang til selveje. Det maa imidlertid Ministeriet have ment, og jeg har faaet Sagen tilbage med anmodning om at betale Omkostningerne ved Kommissionsforretningerne med 263kr., og der er givet mig en Frist til Afhjælpning af Mangler, jeg slet ikke kender.
   Jeg kan ikke se andet, end at jeg har bekostet og bekostet paa de ulykkelige Kirker. Indtægten af »Pederstrup« Kirke er jo saa godt som intet, og for øvrigt har Stiftsøvrigheden lige siden Begæringen om Overgang til Selveje tilbageholdt disse beløb.
   Vil De ikke være saa elskværdig at give mig Deres allerbedste Raad om, hvad jeg skal gøre, saa vil jeg se at følge det og haaber saa ikke at skulle ulejlige Dem mere.
   Men nu kommer det egentlige Ærinde med dette brev. Jeg har faaet vedlagte Meddelelse om Syn paa »Pederstrup« Kirke den 30.ds. Kl.5. Tror De ikke, De kan formaa en Mand til at møde paa mine vegne. Venlig Hilsen, undskyld Ulejligheden

Deres ærbødige og forbundne: Holger Hansen

Menighedsraadet holdt Møde hos Gaardejer Just Allentoft, Pederstrup den 24. November 1927.
   Da der skal anskaffes en ny Kakkelovn til Pederstrup Kirke, forhandledes der om i Stedet for at faa et Varmeapparat. Det vedtoges, at hvis kirketiendeejeren Hr. Dommerfuldmægtig Holger Hansen vil betale Menighedsraadet det Beløb en ny Kakkelovn ville koste, ville Menighedsraadet søge at skaffe det manglende Beløb ved en Indsamling blandt Sognets Beboere.

Menighedsraadet holdt Møde hos Gaardejer Johannes Mortensen, Pederstrup den 14. December 1927 Kl. 9.

Formanden meddelte, at Kirketiendeejeren havde betalt den ham idømte Mulkt (for Forsømmelighed overfor Kirken) ialt 285 Kr.

Da Kirketiendeejeresn stadig ikke lader Kakkelovnen i Kirken gøre i Stand eller sætter en ny, vedtoges det at ansøge om Tilladelse til paa særlig kolde Dage at henlægge Gudstjenesten til Forsamlingshuset.

Menighedsraadet holdt Møde i Præstegaarden d. 25. September 1928 Kl. 2.
   Kirketiendeejeren er gaaet ind paa at betale Menighedsraadet, hvad de udsatte Mangler var sat til ved Synsforretningerne naar at Menighedsraadet sørger for deres Afhjælpning. Alle de udsatte Mangler er tilsammen sat til 3115,40 Kr. og Kirketiendeejeren har forpligtet sig til at betale denne Sum i 3 Rationer i Juli, August og Oktober. (De to første Rationer er indbetalt) Menighedsraadet har nu paabegyndt Udførelsen af Udsættelserne og har indsendt en Ansøgning til Ministeriet om at faa et Varmeapparat, idet der blandt Sognets Beboere er bleven indsamlet, hvad et Varmeapparat koster mere end en Kakkelovn, som Kirketiendeejeren er forpligtet til at anskaffe.

I anledning af Sognepræstens Forflyttelse (H. Juhl) blev det overdraget Næstformanden Gaardejer Just Allentoft, Pederstrup at fungere som Formand og til Næstformand blev valgt Niels Pallesen.